fredag den 29. april 2011

De unge og trygheden

De unge kommer på banen op til tryghedsvandringen. Unge er meget aktive brugere af det offentlige rum, og deres behov skal også tænkes med, når trygheden i området skal forbedres. Der er en opdragende funktion ved at inddrage dem. Samtidig kan nogle beboere føle sig utrygge på grund af unges adfærd og tilstedeværelse. Ligegyldigt hvad, er det meget væsentligt at have gruppen med i at definere områdets tryghed.

Billedet her er af boldburet på Sjælør Boulevard. Det er en af de steder som tiltrækker større grupper af unge i de varme måneder. Generelt har teenagegruppen skiftende favoritsteder fra år til år. De holder sig altså ikke "hjemme" som de voksne beboere.

Vi tager ungedimensionen med. I første række ved et møde i den ungdomsklubben Rubinen, i ugen før selve vandringen, med en gruppe af 14-18-årige. Det kan lede til en særlig ungevandring, eller deltagelse af nogle unge i tryghedsvandringen.

Hvad er de unges fokus på tryghed og behov for trygge omgivelser? Det er nok ikke så udtrykt, og ifølge Klubleder Christian er det ikke så udtalt for Sydhavnen der er et trygt kvarter for de unge. Problemet opstår mere når de unge støder sammen med andre beboeres interesser. Fx. når gårdmiljøer lukkes af fordi det er andre en de derboende unge der bruger stedet om aftenen.

Inddragelse af de unge i processen har fordele. Særligt hvis de kan opleve en reel indflydelse, og forståelse for hvordan man genberelt gør sin indflydelse gældende. At se myndigheder og institutioner som medspillere, og ikke som en barriere.

Der er også faldgruber. Man kan komme til at love dem mere indflydelse end man reelt er villig til at give dem. Og det er særligt vigtigt at der bliver handlet hurtigt på anbefalinger fra de unge. De har en anden tidshorisont, hvor en måned er længe.

Vi skal være realistiske i vores omgang med de unge, og sørge for en dialog i øjenhøjde.


(I denne omgang er der ikke en indsats for yngre børn, fx. i skolesammenhæng. Arbejdet med at formidle tryghed og engagement i nærmiljø for dem har også nogle interessante aspekter. Men projektet er allerede tilpas omfangsrigt).

fredag den 22. april 2011

OPDATERINGER MED MAJ MÅNED KOMMER NÆRMERE


Det bliver i maj. Afprøvningen af tryghedsvanding foregår i Sydhavnen frem til 26.5

Sammen om Sydhavnen bliver vært for projektet. Bag ved det gemmer der sig en boligspocial helhedsplan med adresse på Borgbjergvej. Vi har udset området vest for Sjælør Boulevard til projektet.

Der er skabt kontakt til relevante aktører i kommune, boligselskaber, og bl.a. ungdomsklubben Rubinen, så de unges interesser kan blive udtrykt.

Denne hjemmeside er opdateret til at reflektere de nye rammer for projektet, bl.a. med revideret tidsplan og billeder fra lokalområdet.

mandag den 11. april 2011

Trygghetsvandring i Hyllie

Torsdag den 7.4 deltog jeg i en tryghedsvandring i Malmö. Det var i Holma-Kroksbäck, der er del af Malmös Områdesprogram. Bebyggelsen er fra slut 60'erne og start 70'erne. Det ligger bydelen Hyllie, en kilometer nord for den helt nye station på sydkanten af Malmö by.

Der var høj blå himmel og en frisk vind ved mødetiden kl. 19. Denne vandring var sat til at foregå før og under skumringen. På billedet er nogle af deltagerne ved at diskutere omgivelserne. Til venstre ses Gatukontorets ansvarlige med et et lamineret kort med ruten. Der var fire af disse uddelt i gruppen, Deltagerne kunne indtegne deres bemærkninger direkte undervejs, og kortene fungerer som dokumentation efter turen.

tirsdag den 5. april 2011

Nyt fokus for projektet.

Det har vist sig at svært at finde samarbejdspartnere i det kvarter jeg først havde udset mig. Blandt andet var der travlhed med andre projekter - og så må mit udefra kommende koncept komme i anden række. Derfor har sendt tilbuddet om at afholde Tryghedsvandringer ud via andre kanaler. Jeg har nu fået to positive tilbagemeldinger fra Kongens Enghave, så muligvis bliver projektet afholdt dér. Mange tak til Søren Møller Christensen fra Hausenberg for at hjælpe mig videre.

På torsdag 7.4 deltager jeg i en tryghedsvandring ved aftentid i Kroksbäck - Holma området i det sydlige Malmö. Den er arrangeret af Gatukontoret i Malmö.